Én stor familie

"Vi fortsætter som én stor familie efter sammenlægningen den 1. februar," lyder meldingen fra ejer og adm. direktør Jeppe Rasmussen.

Efter fusionen fortsætter Lind & Kruse og Yding Smedie & Maskiner i ét selskab, men som to afdelinger. Lind & Kruses kunder vil således blive mødt af de samme velkendte medarbejdere. Og afdelingen fortsætter med samme navn, adresse og telefonnummer. Det samme gælder Yding Smedie & Maskiner. 

”Dansk landbrug er godt i gang med et regulært paradigmeskifte fra mekanisk til datadrevet drift. Vores kunder bliver større og de bliver mødt af skærpede krav på flere fronter, bl.a. bæredygtighed og dokumentation. Denne virkelighed skal vi være i stand til at hjælpe vores kunder med. Udover at sælge maskiner skal vi også være dygtige til at levere serviceydelser i form af bl.a. support og rådgivning. Det kræver en stærk forretningsmodel og organisation med meget dygtige medarbejdere. Samtidig skal der også være et vist forretningspotentiale som afsæt for planerne,” siger Jeppe Rasmusen.

Jeppe Rasmussen glæder sig til de nye opgaver, ikke mindst samarbejdet med knap 20 medarbejdere fra Lind & Kruse.

”Nu ligger der en spændende opgave i at få skabt en fælles kultur på tværs af de to afdelinger. For os handler det om at tage det bedste fra begge virksomheder og føre det videre i én samlet enhed. Vi deler heldigvis mange af de samme værdier. Derfor tror jeg, at fusionen kommer til at forløbe godt. Men den fulde forretningsmæssige effekt af samdrift og udvidelse forventer vi først om nogle år," udtaler Jeppe Rasmussen. 

Jeppe Rasmussen overtog Yding Smedie & Maskiner for 26 år siden. Da var der blot en enkelt medarbejder ansat, hvor der i dag er 60. Med tilføjelsen af Lind & Kruse kommer virksomheden til samlet set have 80 medarbejdere på lønningslisten.

"Specialistkompetencer er nødvendige i et marked med mere og mere kompleks teknologi. Som maskinforretning skal vi sørge for konstant at være opdateret på ny viden, så vi kan sikre vores kunder optimal rådgivning og service. Og det kræver en vis volumen at udvikle og vedligeholde specialistfunktioner. Det er en af årsagerne til, at vi nu ekspanderer," siger Jeppe Rasmussen.

Case-IHCase ConstructionKvernelandKrampGehlBell-AddMore MaskinerJonseredKubota